Af Marius Sørensen
Det er ikke en nem sag at anmelde en genindspilning af en film. Især ikke når originalen er en så stærk film som Christian Tafdrups fortræffelige og kompromisløse gyser, Speak No Evil (2022) – eller Gæsterne for at gøre brug af den oprindelige danske titel. Det er selvsagt umuligt ikke at sammenligne de to film, hvis man har set Tafdrups film. Få ud af det publikum, der har set Gæsterne, vil have forladt biografen upåvirket af den. Alligevel skal en film vel vurderes som et enkeltstående værk på dens egne præmisser. Dét fortjener James Watkins’ Speak No Evil, og det vil jeg forsøge.
Fortællingens grundlæggende setup er det samme som i den danske film. En lille familie – en far, Ben (Scoot McNairy), en mor, Louise (Mackenzie Davis) og deres datter (Alix West Lefler) – møder under en ferie i Italien et andet par med en søn, der er jævnaldrende med deres datter. De to familier kommer godt ud af det med hinanden, og da de vender hjem til London, inviteres Ben og Louise til et weekendbesøg hos det fremmede par (James McAvoy og Aisling Franciosi). Det viser sig dog, at parret – Paddy og Ciara – gemmer på brutale og chokerende hemmeligheder.
James McAvoy er sublim i rollen som den impulsive og charmerende, men samtidig skræmmende Paddy, der betager McNairys Ben. Paddy virker til at være alt det, Ben ikke er, men gerne vil være. McNairy og McAvoy spiller fint op ad hinanden, og det samme gør Davis og Franciosi. Det originale materiale er i gode hænder hos dem og instruktør James Watkins.
Watkins er tydeligvis en kompetent instruktør, og Speak No Evil kryber effektivt ind på seeren. Selvom der er skruet en smule ned for de tåkrummende øjeblikke fra originalen, er Ben og Louises sammenstød med Paddy og Ciara stadig nysgerrighedsvækkende og nervepirrende.
Selvom Speak No Evil deler den danske films koncept og mange af dens idéer, bør man ikke gå ind i biografen med forventninger om en én-til-én-genindspilning. Filmen tager uventede drejninger og gemmer på et par overraskelser undervejs. Uden at afsløre for meget om filmens tredje akt kan det nævnes, at Watkins drysser en smule af Sam Peckinpahs ’home invasion’-thriller, Køterne (1971) over filmen. Det er skarpt observeret af Watkins, at Peckinpahs og Tafdrups film deler et fælles DNA.
Fælles for de valg, Watkins tager, er, at det aldrig er kedeligt. Som en gyser og thriller er Speak No Evil effektiv og godt håndværk. Skulle man alligevel sammenligne den med Tafdrups original, betyder Watkins’ valg, at genindspilningen aldrig bliver helt så interessant som forgængeren. Chok og afsky ofres for spænding, intensitet og katarsis. Det er filmen til ære, at den ikke blot kopierer Tafdrups værk, men forsøger at gå sin egen vej og udforske konceptet på andre måde. Resultatet er dog, at filmen med al sandsynlighed ikke kommer til at påvirke dens publikum i samme grad som den danske film.
Jeg stiller også spørgsmålstegn ved, om filmens drønunderholdende tredje akt reelt spiller særligt godt sammen med de to første akter, der læner sig mere op ad originalen. På en eller måde føles det ikke som om, de tilhører samme film, tematisk eller stemningsmæssigt.
Speak No Evil er ikke en lige så chokerende eller udfordrende film som den danske forgænger, men for dem, der ’blot’ søger en underholdende og effektfuld gyser, kan den varmt anbefales.
Kommentarer